LOADING

Type to search

Del

Af Ronald Fohlmann

I efteråret 1960 hørte jeg første gang om Martinus Kosmologi.

Det var en aften, jeg sad og talte med en kollega. Jeg lyttede. Det lød interessant. På et tidspunkt nævnte han, at jordkloden var et levende væsen. Så stod jeg af. Dog ikke mere end at jeg begyndte at abonnere på Martinus Instituts kontaktbreve. Jeg blev fanget af stoffet og fik læst hele Livets Bog.

Jeg var alene dengang, så jeg kunne selv disponere over min tid.

Begejstret, som det er velkendt for begyndere i studiet af Martinus Kosmologi, fortalte jeg vidt og bredt om emnet til venner og familie. Det var noget, de havde brug for, mente jeg. Det undrede mig, at jeg ikke allerede havde hørt om Martinus i min skoletid. Men jeg lærte hurtigt, at vi ikke alle har samme behov og lyst til at tale om livets store spørgsmål.

Derfor blev jeg med tiden mere tilbageholdende. Hvis jeg nu bliver spurgt om, hvorfor jeg er så interesseret i Martinus Kosmologi, fortæller jeg indledningsvis ikke meget. Men at kosmologien har et logisk og forståeligt svar på de store spørgsmål, vi alle har eller har tumlet med – såsom om livets mening, er der et liv efter døden, hvorfor har nogle mennesker et dejligt og behageligt liv og andre et svært liv med fattigdom og sygdom osv.; at Martinus beskriver, at vi ved egen indsats kan få et bedre og meningsfuldt liv. Ja, endog uden nødvendigvis en uddybende viden om Martinus Kosmologi, de evige love og principper. Dernæst at man ikke skal tilhøre eller være medlem af en Martinus-forening for at få disse svar. Viden om Martinus Kosmologi kan læses på nettet. Så spørgeren behøver ikke kun at lytte til mine måske ikke tilfredsstillende svar.

Jeg fortæller også lidt om personen Martinus. At han var et yderst beskedent, kærligt, varmt og hjælpsomt menneske.

Fortsætter samtalen, ønsker de fleste at høre nærmere om reinkarnation. Det har mange hørt om, men har svært ved at forholde sig til. De får Martinus’ svar, men jeg kan ofte også tilråde at læse bogen ”Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation” af den amerikanske psykiater Ian Stevenson (1918-2007).

Tags: