LOADING

Type to search

Der er en lille risiko for at Gud eksisterer

Pernilla Rosell Steuer 15. september 2018
Share

Kosmologiske begreber

Kosmisk bevidsthed = En bevidsthedstilstand, som indtræffer i forbindelse med en kosmisk fødsel. Den giver adgang til Guds egen bevidsthed og universets kosmiske love.

Intellektualiseret kristendom = Et verdensbillede, hvori Martinus kombinerer den traditionelle kristne tro om næstekærlighed og en alkærlig Gud med logiske analyser af kosmiske love og det levende væsens og universets struktur.

“Sårede flygtninge mellem to riger” = Et udtryk, som Martinus bruger til at illustrere menneskehedens nuværende tilstand mellem to epoker, mellem dyreriget og det rigtige menneskerige.

Refleksioner over en rejse mod genopdagelsen af Gud i vor tid

 “Men du tror ikke engang på Gud!” sagde hans kone vredt, mens hun lå ved siden af ham i sengen, og de sammen gennemgik deres økonomi med henblik på at købe nyt hus. “Så hvorfor blive ved med at betale kirkeskat? Hvorfor melder vi os ikke bare ud af kirken? Vi kunne spare mindst 7.000 kroner om året. Jeg har allerede bestemt mig.”

“Nej! Jo! Nej! … eller … Jeg ved det ikke,” sukkede manden fortabt. “Det er kompliceret.” Han fortsatte lidt mere ivrigt: “Men – jeg mener … der er en lille risiko for, at Gud eksisterer. Den er lille, men den er der.”

Han blev ophidset og begyndte at male en scene i luften. Måske var hans fantasi blevet vækket, efter han igen havde set Ringenes Herre: “Prøv at tænk, hvad der så ville ske, når vi dør? Vi kunne ende med at brænde op i et slags Mordor … med ild over alt! Og et ondt øje, der kigger på os. Vi ville være omringet af ild i al evighed! Bare fordi vi ikke tænkte os om.”

“Men det er vel ikke nok at betale kirkeskat, er det? Du tror jo stadig ikke på Gud, gør du?” spurgte hans kone skeptisk.

“Gør som du vil. Men der er en minimal risiko for, at Gud eksisterer, og jeg agter ikke – jeg gentager ikke – at løbe den risiko!”, konkluderede manden og vendte sig om for at sove, hvilket afsluttede diskussionen om at forlade Svenska Kyrkan for at slippe for at betale kirkeskat.

Scenen ovenfor stammer fra den svenske sitcom “Solsidan,” som portrætterer mere eller mindre velstående mennesker i en materialistisk forstad til Stockholm i Sverige. Serien behandler hverdagsoplevelser fra et humoristisk perspektiv, normalt uden at tage hul på eksistentielle eller åndelige spørgsmål. Men jeg mener, at denne lille dialog fortæller os noget om, hvordan vi som mennesker lige nu søger efter Gud på to forskellige måder.

Gammel verdensbillede (bibel)web1200

Den viser først og fremmest, hvordan mange mennesker stadig har en forestilling om en vred og hævngerrig, almægtig Gud. Beskrivelsen af Gud i Det Gamle Testamente virkede måske kraftfuld og imponerende i sin tid, men den virker meget lidt indbydende på vor tids empatiske og følsomme mennesker, som afskyr tanken om vrede og straf. Med tanke på reinkarnation – et ubestridt faktum i Martinus’ verdensbillede – er det yderst sandsynligt, at mange mennesker i tidligere liv har været bange og rædselsslagne ved tanken om, hvad der sker efter døden. Sådanne ubevidste minder og historiske traditioner kan spille en rolle i scenen ovenfor, hvor den væsentligste motivation for mandens manglende villighed til at forlade den svenske kirke er ønsket om et fredeligt liv efter døden (selvom forestillingen om et sådant liv kan virke irrationelt i Skandinavien, muligvis blandt de mest sekulariserede lande i verden, når det kommer til traditionel religion).

For det andet og vigtigst af alt, tyder mandens tøven på, at vi langt fra er færdige med Gud, på trods af vor tids materialistiske og videnskabelige fremskridt. Forlade kirken og kappe båndene til den sidste rest af åndelig fromhed? Forlade Gud? Også selvom jeg tror, at “Gud” er en menneskeskabt, forældet idé? Hvor går jeg hen, når jeg er ensom og trist, i krisetider, sygdom og død? Intellektuelle ræsonnementer alene tilfredsstiller ikke nødvendigvis disse behov. Her kan Martinus’ beskrivelse af vores udvikling være nyttig, begyndende med instinktbaserede, religiøse manifestationer i dyreriget og de begyndende primitive mennesker. Han påpeger, at det religiøse instinkt viser sig som et ufrivilligt råb efter hjælp i øjeblikke af fortvivlelse, ofte i dødsøjeblikke. Det samme instinkt ser man den dag i dag hos soldater og andre mennesker, der instinktivt griber til bøn i øjeblikke af angst, lidelse og død.

Martinus lærer os, at det religiøse instinkt gennemgår flere stadier i løbet af vores udvikling som mennesker, fra inhumane religiøse praksisser, næret af primitive følelser og tyngdeenergi, til voksende humane idealer, som de forskellige verdensreligioner lærer os via verdensgenløserne. Denne “gamle verdensimpuls” var hovedsageligt baseret på følelser og gav menneskeheden nye idealer at stræbe efter, med Jesus Kristus som det fremmeste praktiske eksempel på den ypperste form for næstekærlighed. At høre til en verdensreligion og at tro på en gud eller en guddommelig eksistens, var i mange århundreder en naturlig del af de flestes liv. Evnen til at tro var medfødt og organisk

Men tiderne ændrer sig. Man kan blot sammenligne vor egen tid med det samfund, som Martinus (født 1891) voksede op i. I hans barndom kunne man ikke finde på at diskutere, om man skulle forlade kirken eller ej. Det var tværtimod et ensartet religiøst samfund på landet, hvor bøn, prædiken og den kristne lære stadig var naturlige og daglige rutiner i Skandinavien. Som Martinus sidenhen selv har fortalt os, havde han allerede som barn et ægte og inderligt forhold til Gud. Han bad hver dag og anså Kristus for at være den perfekte rollemodel for opførsel og han spurgte sig selv, hvad Kristus ville have gjort i denne eller hin situation. Martinus reagerede samtidig også på det, han følte var umenneskelige og grusomme religiøse forestillinger som for eksempel præster, der fordømmer børn, som er født udenfor ægteskab, eller dør inden de når at blive døbt. I sine analyser pointerer han ofte at gejstlige, som eksempelvis går ind for krig aldrig kan repræsentere en sand og human kristendom. Ikke desto mindre var samtidens interesserede i hans kosmologiske analyser nok mere eller mindre bekendte med de bibelske og kristne referencer i Martinus’ værker, og de var i stand til at se dem som en naturlig forbindelse mellem den gamle verdensimpuls og den nye åndsvidenskab i Det Tredje Testamente.

I takt med at rejsen fortsætter og vores intellektuelle evner udvikler sig, mister den gamle verdensimpuls sit greb i os. Traditionelle kristne billeder og idéer har mistet deres inspirerende magt over moderne skandinaver og mennesker i andre lande. Mange vil nok mene det samme som kvinden i scenen ovenfor – hvorfor betale penge og klamre sig til idéer, som ikke længere giver mening? I sidste ende forlader vi Gud – på den ene eller anden måde.

I begyndelsen er en ikkeeksisterende Gud måske en stor befrielse fra mange ulogiske begrænsninger. Men vi kan senere føle os vildfarne og forvirrede som fortabte sønner eller døtre. Personligt synes jeg at følge en vej, som er langtfra lige. Nogle gange går jeg støt fremad med tillid, til at jeg kan finde et nyt forhold til Gud og er dybt inspireret af den intellektualiserede kristendom i Martinus’ analyser. Andre gange føler jeg mig mættet af alle former for religiøse praksisser, og jeg styrer bort fra tanker, der virker for usikre og upålidelige. Hvordan kan vi være sikre på noget som helst?  “Gud, hvis du virkelig eksisterer, hvorfor viser du dig så ikke bare og taler med mig?”, kræver jeg indimellem vredt, og jeg er pludselig på vej ned ad en sti, der leder mig mere og mere på afveje. I andre øjeblikke ser jeg længselsfuldt tilbage på fortidens “guldkopier”: Minder om smukke kirker, farverige malerier og den fromme, barnlige tiltro til at “Gud passer på os alle” (men selvfølgelig kun, hvis du følger alle regler…). Men efter nogen tid ender denne sti af minder også i et virvar af buske, og jeg indser, at jeg igen er faret vild. “Gud, hvor er du?”

Rejse mod noget nyt (kompas)web1200

Vi forbliver “sårede flygtninge mellem to riger”, som Martinus beskriver det. Vi kan ikke vende tilbage, og vi ved ikke, hvor vi skal gå hen. Men jeg tror, at vi en dag vil opleve den samme overraskelse: Religionen er måske død, men Gud kan stadig være i live. Måske har vi i virkeligheden aldrig helt forstået, hvor allestedsnærværende Gud virkelig er. Ikke begrænset til gamle, religiøse traditioner og heller ikke fraværende i politik, videnskab eller kunst. Er vores søgen efter viden ikke blot søgen efter Gud? Vi kommer til at mærke Guds nærvær, når vi mindst venter det. I indvielsen i kosmisk bevidsthed fortæller Martinus os, at han blev omfavnet af Gud og badet i et hav af kærlighed: “Jeg følte, at dette var Guds bevidsthed, hans egen tankesfære. Det var den materie, den almagt, den højeste levende kraft, igennem hvilken det guddommelige jeg styrede og ledede oceaner af verdener, mælkeveje og stjernebyer, såvel i mikrokosmos som i makrokosmos. Jeg var ganske bjergtaget. Den guddommelige ild vibrerede i og udenfor, over og under mig.” (Omkring min missions fødsel, kap. 17).

Vi kan stadig have denne oplevelse til gode. Lige nu må vi følge vore egne veje, men jeg er enig med manden i sitcom-scenen tidligere: Der er klart en risiko for, at Gud eksisterer, og heldigvis er det en ret væsentlig risiko. Mange mennesker længes efter at genoprette forholdet til det guddommelige og vende tilbage til deres åndelige hjem efter en lang rejse gennem en verden fuld af smerte og mørke. Vi håber at kunne vende tilbage uden frygt, da den Gud, som Martinus og mange religiøse mystikere beskriver, er en Gud af altomfattende kærlighed og lys. Så næste gang vi vender os i sengen og forbereder os på at falde ind i natbevidstheden, kan vi forestille os, at vi vender hjem og fører en lille samtale med Gud. Og en dag, når vi har lært mere i livets skole, husker vi samtalen, når vi vågner.


Reference
Martinus (2013): Omkring min missions fødsel. Først udgivet på dansk i 1936. København: Martinus Institut.

Tags: