LOADING

Type to search

Korrespondancen mellem det fysiske og det psykiske plan

Martinus 9. maj 2019
Del

Fra et foredrag holdt på Martinus Institut søndag den 13. november 1949. Bearbejdet af Mogens Møller. Bearbejdelsen godkendt af Martinus.
Senest bragt i Kosmos nr. 5, 2006.

© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk

Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.

Sorgens mentale sky

For de allerfleste mennesker på jorden er det psykiske eller åndelige tilværelsesplan en gåde. Alt, hvad der ligger hinsides den såkaldte død eller den proces, igennem hvilken det fysiske legeme bliver til et lig, er derfor mystik. Dette forhold er årsag til umådelig megen sorg og lidelse, og det ville være til stor hjælp og trøst for menneskene, hvis de efterhånden kunne lære at forstå, hvad den proces, man kalder “døden”, egentlig er.

Her i denne fysiske verden ved vi, at det er helt naturligt, at fysiske mennesker er mere eller mindre sjæleligt eller psykisk forbundet med andre fysiske mennesker. Forældre og børn, ægtefæller, nære venner og mennesker med fælles interesser er således normalt forbundet med hverandre gennem et kærligheds-, et venskabs- eller et interessefællesskab. At der findes undtagelser, forandrer ikke princippet; det er ikke på undtagelserne, men på det almengældende, at man danner grundanalyser. Hvis to forældre mister deres større eller mindre barn, kommer forældrene i den mentale lidelsestilstand, vi kalder sorg. De kan ikke mere vågent dagsbevidst udveksle følelser eller tanker med deres barn, og de ved ikke engang, om det endnu stadig væk eksisterer. Der er altså her noget, der er bristet i forældrenes mentalitet. Noget, der tidligere dagligt gav forældrene en glædelig og oplivende virkning i sindet, nemlig korrespondancen med deres barn, er pludselig ophørt. Denne sjælelige lidelsestilstand forekommer dagligt i tusindvis af tilfælde jorden over, og det er ikke blot forældre, der græder over deres “døde” børn, det kan også være omvendt. Ligesom det kan være en ægtefælle, der begræder tabet af sin partner, en ven, der sørger over tabet af en ven eller veninde, ja, en hel virksomheds medarbejdere, der oprigtigt sørger over tabet af en dygtig, kærlig og afholdt kollega, hvis gode humør og hjælpsomme sind skabte en lys og glad stemning på arbejdspladsen samtidig med, at hans eller hendes dygtighed og evne til samarbejde også er et tab for helheden. Der er således – foruden så mange andre slags mørke mentale skyer – en overordentlig stor sort mental sorgens sky over den jordiske menneskehed. Dyrene kan også sørge, men da de ikke har så udviklet en mentalitet som de jordiske mennesker, kan deres sorg ikke blive af samme omfang. Og mennesker kan naturligvis også sørge meget over tabet af et dyr, de holder af. Også i dette forhold kan det have betydning at lære at forstå, at der i virkeligheden ikke findes nogen død.

Døden i utide

Sorgens mørke sky er så absolut mest tæt og sort der, hvor døden sker ved ulykke, drab eller pludselig sygdom, og hvor den, der går bort, endnu er i en forholdsvis ung alder. Der, hvor døden finder sted ved alderdom, fremkalder den i almindelighed ikke nær så megen smerte og sorg, selv om man naturligvis også savner de gamle mennesker, man holdt af, når de er gået bort. I en sådan situation er dog både den, der skal dø, og de, der skal miste vedkommende, mere forberedt derpå. Den, der skal dø, er ofte mæt af dage, som man siger, og han eller hun er måske efterhånden svag og skrøbelig rent legemligt set og nærer et mere eller mindre udtalt ønske om at blive fri for den tilstand, hvor legemet ikke mere fungerer rigtigt, og en stor træthed har afløst den tidligere livskraft. Det gamle menneske har ikke nogen mindreårige eller umodne væsener at skulle forsørge og være bekymret for. Mange, ja, måske de fleste af dets bedste venner er gået bort, og da det ikke mere lever i de yngre væseners verden rent mentalt, men nærmest føler sig som en gæst iblandt dem, vil der ikke være så meget, der brister ved en sådan bortgang. For mange gamle mennesker står døden – om ikke for andet, så på grund af deres træthed – i et befrielsens skær. Måske føler de også, at de er en byrde for deres omgivelser, hvad de ikke ønsker at være, så de af den grund længes efter en befrielse. Men da et kolossalt antal mennesker – ikke mindst når der er krige på jorden, men også på grund af den stadig udviklede trafik og de mange sygdomme – dør, hvad man må kalde en unaturlig død, en død i utide, bliver stærke sjælelige bånd så ofte brutalt revet over, og dagligt samvær med væsener, man følte sig inderligt knyttet til, ophører pludseligt, fordi de nævnte væseners organismer er blevet til lig. Derfor ruger sorgens og savnets mørke sky over jorden.

Hvad naturen viser os

Hvis vi for alvor vil studere naturen for at få overblik over dens kredsløb og forskellige udviklingsstadier, vil vi opleve, at vi, hvor vi er i stand til at følge en udvikling frem til dens kulmination eller færdige skabelsesresultat, ser disse naturprocesser udfolde sig til glæde, gavn og velsignelse for deres omgivelser. Disse naturprocesser, hvor en udvikling når frem til sin kulmination eller sit færdige stadium, resulterer ikke i en kulmination af sorg og lidelse, men så absolut i det modsatte. “Har det nogen forbindelse med menneskers død”, vil De måske spørge. Det har det, eftersom menneskers liv og død i denne fysiske verden også er en del af en naturproces, der har med kredsløb og udvikling at gøre. Og når vi ser, at det tilsyneladende slutfacit af et menneskes liv er det, at vedkommende menneske allerede dør i sin spæde barndom eller i sin blomstrende ungdom til sorg og smerte for sine omgivelser, så er det stik imod de love, der gør sig gældende, hvor vi ellers er i stand til at se naturens kredsløb og udviklingsstadier nå frem til deres slutfacit til glæde og velsignelse for omgivelserne. Vi har rent teoretisk eller tankemæssigt ikke noget som helst logisk grundlag for at acceptere sorgens tilstand som et slutfacit eller som noget færdigt og endegyldigt. Naturprocesserne, der i virkeligheden er guddommelige processer, viser frem mod det fuldendte, selv om det sker gennem en række ufærdige stadier. Og det fuldendte, det endelige resultat, har ikke noget med smerte, sorg og lidelse at gøre. Hvad er da mere naturligt end at indse, at sorgens tilstand blot er et forbigående stadium, der må vige pladsen for et glædens og velsignelsens stadium, alt efter som naturens færdiggørelse af situationen og processen skrider frem?

Vi oplever overalt, at frugterne har deres sure stadium, før de når frem til deres modne tilstand. Vi oplever her på vore breddegrader, hvor årskredsløbets detaljer er mest kontrastrige, at vinteren med dens kulde og frost ikke er naturens højdepunkt i materiel udfoldelse og skabelse. Vi ser, at den også kun er et surt stadium før sommerens milde altoplivende tilstand af lys og varme. Jo mere vi iagttager naturens skabemetoder, ser vi, at naturen udløser det modne stadium, en udfoldelse af glædebefordrende og livgivende kræfter som resultat af foregående ufærdige og sure tilstande. Det samme gælder for den del af naturen, som udgøres af den jordiske menneskehed. Alle mørke tilstande, sorgens, ulykkens og lidelsestilstandene blandt de jordiske mennesker, er – ifølge livets eller naturens egen tale – uundgåelige forløbere, nødvendige forstadier for de kulminerende stadier af modenhed, der vil komme. Stadier, der vil være ensbetydende med en oplevelse af den største livsudfoldelse af skaberkraft, af glæde og velsignelse og af kærlighed uden sorg, savn eller smerte. Naturen i sig selv kan altså vise os – uden at man derfor behøver at have kosmisk bevidsthed eller andre højpsykiske evner, at sorgens og lidelsernes tilstande er forbigående og ikke endelige stadier i det levende væsens livsoplevelse. Det, vi kalder døden, hvad enten den forekommer som noget naturligt i alderdommen eller i utide i barndom, ungdom eller moden alder, er kun et tilsyneladende slutfacit. I virkeligheden er det blot en mere eller mindre naturlig afslutning på et af de nødvendige forstadier, der går forud for livets modne sommerstadium. Bag den mørke og triste adskillelsestilstand, som døden rent fysisk befordrer, eksisterer et fortsat livsstadium, som i sig selv er en frugt af det fysiske livs lyse sider, og derfor ikke noget, vi skal frygte. Samtidig befordres det levende væsen gennem livsstadiet efter “døden” videre mod nye oplevelsestilstande i den fysiske verden, tilstande, der vil udvikle sig fremad mod næstekærlighedens lys og varme og mod en kosmisk viden, der har overvundet det, vi kalder døden.

Det fysiske legeme er en “bro” eller et kontaktorgan

Når et levende væsen gennem den proces, som fejlagtigt kaldes døden, adskiller sig fra sit fysiske legeme, som ikke kan bruges mere, er denne foreteelse i virkeligheden en fødsel. Akkurat som indgangen til den fysiske tilværelse fra undfangelsen og igennem fostertilstanden i moderlivet er en fødsel. Hvor sidstnævnte proces er en fødsel til den fysiske verden, er den førstnævnte en fødsel til den åndelige eller psykiske verden. Når så mange jordiske mennesker ikke kan forstå dette, er det fordi, de er indhyllet i en tilstand af materialistisk overtro. De tror, at et væsen “bliver til” ved fødslen. De tror, at der ikke eksisterer anden virkelighed end den, de kan opfatte med deres fysiske sanser. De tænker ikke på, at den tilknytning, der f.eks. kan være mellem to fysiske mennesker, ikke konstant er af fysisk art, ja, at man egentlig må fastslå, at en sådan forbindelse primært er af psykisk eller åndelig karakter, og også eksisterer i perioder, hvor de to fysiske væsener ikke har fysisk kontakt med hinanden. Hvor mange eksempler eksisterer der ikke på, at en moder pludselig er klar over, at hendes søn, som befinder sig langt borte, er i fare? Og man har senere kunnet kontrollere, at tidspunktet for denne oplevelse, moderen havde, faldt sammen med sønnens oplevelse af en faresituation, hvor han instinktivt har tænkt på sin mor. Man kalder det telepati eller tankeoverføring, og der eksisterer mange beviser på, at noget sådant kan finde sted også over lange afstande. Men hvad så, hvis sønnens faresituation udløser sig i hans såkaldte død? Vil han da ikke mere ad telepatisk vej kunne være i forbindelse med sin moder eller andre endnu fysisk levende væsener, han har haft kærligheds-, venskabs- eller interessekontakt med? Svaret må blive absolut bekræftende. Ligesom elektriciteten stadig eksisterer, selv om en lampe går i stykker, eksisterer det levende, tænkende væsen (hvis tankekraft for øvrigt er en form for elektricitet) også stadig, selv om dets fysiske apparatur, dets organisme, er “gået i stykker”. Og det glemmer ikke sine venner og pårørende, selv om det nu er ved at gennemgå en fødselsproces til en anden verden, der ikke kan opleves med fysiske sanser. Væsenet bliver ikke adskilt fra sin psyke, selv om det bliver adskilt fra sit fysiske legeme, og det får ikke pludselig en anden slags bevidsthed, fordi det forlader det fysiske plan. Hvis det var meningen, at væsenet ved sin fødsel til den åndelige verden totalt skulle glemme sine venner og oplevelser fra det fysiske plan, til hvad nytte så disse venner og disse fysiske oplevelser? Hvis væsenet virkelig skulle glemme denne tilværelse, hvad skulle dets bevidsthed da bestå af? Det fysiske legeme var et redskab, en bro for væsenets psyke over til den fysiske materie, til de faste, flydende og luftformige stoffers verden. Det fysiske legeme bestod selv af disse stoffer, men det var et kontaktorgan til den fysiske materie og ikke noget som helst andet. Gennem det kunne det levende væsen kontakte den fysiske natur, dvs. mineraler, planter, dyr og mennesker, hvilket dog alt sammen også er levende psykiske væseners mere eller mindre udviklede kontaktorganer eller “broer” til den fysiske verden. Bag dem alle, bag hele naturen, eksisterer der noget åndeligt, noget psykisk, og hvis ikke der gjorde det, ville naturen ikke fremtræde som logisk opbyggede organer og organismer, som fysiske funktioner, der er tilpasset hinanden og udgør en helhed, en logisk struktur, som menneskene kan studere, og hvis love de lidt efter lidt kan opdage og forstå.

Tankebilleder går frem og tilbage over “broen”

Men hvormed studerer menneskene naturen? Hvormed begynder de at forstå dens funktioner og love? Hvormed lærer de hinanden at kende og lidt efter lidt at forstå og tolerere hinandens væremåde? Med deres psyke, som ikke er noget fysisk og heller ikke, som de, der er hildet i materialistisk overtro mener, en virkning af de fysisk-kemiske processer i organismen. Med deres psyke, som er af stråleformig elektrisk natur, og som kan belive den fysiske organisme og gennem den komme på bølgelængde med udstrålingen fra andre levende organismers udstråling, holder de levende væsener tværtimod de kemiske og andre processer i deres organisme i gang. De psykiske kræfter er de primære, mens de fysiske processer er de sekundære. Derfor burde man egentlig ikke kalde noget som helst væsen for et fysisk væsen, da alle levende væsener er åndelige væsener. Man burde – og det vil man også gøre i fremtiden – skelne mellem åndelige væsener, der er inkarneret i fysisk materie, og åndelige væsener, der ikke er det.

Hvad er videnskab, kunst, filosofi, religion, teknik og praktisk dagligt arbejde baseret på? Det er alt sammen baseret på tankebilleder. Tankebilleder i de jordiske menneskers bevidsthed. Men tankebilleder er ikke noget fysisk, selv om de kan være en virkning af et levende væsens oplevelser på det fysiske plan. Lige meget om det er en kunstner, der arbejder i sit atelier eller i naturen, om det er en forsker i laboratoriet, en filosof ved sit skrivebord, en præst på prædikestolen, en konstruktør ved sin maskine, en håndværker ved sin høvlebænk, en husmoder i sit køkken eller et hvilket som helst andet menneske i udfoldelsen af sin daglige gerning her i denne fysiske verden, så kan overhovedet intet af det, de udfører, finde sted uden tankebilleder. Hukommelse og erfaring må forbindes med mere eller mindre logisk tænkning i væsenets overblik over situationen, og selv om en del af arbejdet er baseret på vanefunktion, har den heller ikke kunnet udvikles uden foregående tænkning. Tankebilleder er selve forbindelsen mellem det fysiske og det psykiske plan i det enkelte menneske. Og de tankebilleder, et menneske har skabt i sin psyke under sin fysiske inkarnation, kommer til at spille en meget væsentlig rolle, også når det har forladt sin fysiske krop gennem “døden”. Men kan den afdøde også være i tankeforbindelse med de efterladte i den fysiske verden?

Forskellen og ligheden mellem væsener på det fysiske og det psykiske plan

Det jordiske menneske er som tidligere nævnt ikke et “fysisk væsen”, men er et åndeligt væsen, der midlertidigt er i besiddelse af et fysisk legeme. Dette fysiske legeme er et kontaktorgan eller en slags bro til det fysiske plan. Forskellen mellem, hvad vi kalder “en afdød” og et menneske, der stadig er i besiddelse af sin fysiske krop, er den, at den “afdøde” ikke mere er i stand til gennem sin ånd eller bevidsthed at opleve den fysiske natur med dens faste, flydende og luftformige materier, mens det inkarnerede menneske i almindelighed oplever så mange fysiske indtryk, at det kan være tilbøjelig til at glemme, at det er et åndeligt væsen.

Samtidig med, at der er denne forskel på et inkarneret og et diskarneret væsen, er der dog den endnu større lighed, at de begge er åndelige væsener, der er i stand til i deres bevidsthed at skabe tankebilleder. Det diskarnerede væsen, altså det væsen, man i almindelig sprogbrug kalder “den afdøde”, lever i en tankeverden. Og det i fysisk materie inkarnerede væsen lever også i en tankeverden, selv om det måske synes, det kun lever i en fysisk verden. Når det ene af de to væsener er gået bort fra sit fysiske legeme, og den anden endnu har sin dagsbevidste oplevelse gennem sit fysiske legeme, har de stadigvæk den tankeverden fælles, som de havde fælles, mens de var sammen på det fysiske plan. Det drejer sig om alle de mentale områder, hvor de var på bølgelængde med hinanden, hvor de havde fælles interesser eller i det hele taget et fælles område, hvor kærlighed og venskab – eller (det må også nævnes) uvenskab og had – gav dem begge særlige oplevelser, hvori den anden part spillede en væsentlig rolle. Noget sådant kan ikke på én gang forsvinde, selv om den ene part mister sit fysiske legeme.

Forbindelse ad mediumistisk vej og ved egen oplevelse

Men hvorfor eksisterer da savnet og sorgen, når de to væsener stadig har en verden af tanker og følelser fælles? Hvorfor oplever den, der er blevet tilbage på det fysiske plan ikke, at “den afdøde” stadig lever, og at de stadig har et fællesskab? Det er der flere årsager til, men det hænder da somme tider, at et menneske gennem et spiritistisk medium eller ved egen erfaring uden mediumistisk hjælp får lov at opleve, at den, der er gået bort, stadig lever og har det godt, og får at vide, at han eller hun ikke skal sørge, men hellere sende kærlige tanker til den anden part. Det er jo undtagelser, når noget sådant finder sted, og mange mennesker opfatter det som noget uhyggeligt og forkert. Enten tror man, det er svindel, ønsketænkning eller suggestion, eller også siger man, at det er syndigt at søge forbindelse med de døde. Desværre kan det være svindel i visse tilfælde, og ønsketænkning og selvsuggestion kan også spille ind. Og at tanken om, at det er forkert at søge forbindelse med de døde, har fået så stor udbredelse, er heller ikke tilfældig. Denne indstilling har haft og har endnu i nogen grad sin betydning som en form for beskyttelse af væsenerne både på det fysiske og det psykiske plan, som vi om lidt skal komme ind på. Men samtidig må det absolut understreges, at det er muligt, og at der ikke behøver at være noget forkert i, at et menneske, som sørger over en, der er gået bort, får kontakt med vedkommende gennem et medium her på det fysiske plan og derved kommer i en mere positiv sindstilstand, som hjælper ham eller hende ud af sorgens og savnets negativitet. Men det er ikke en form for kontakt, man skal gøre til vanemæssig korrespondance. Det vil skabe en bundethed og afhængighed, som ikke er naturlig og rigtig.

Den psykiske mellem eller fostertilstand

Når et menneske dør, bliver det altså adskilt fra sit fysiske legeme, men ikke fra sin psyke. Det lever i sin tankeverden, som ikke pludselig bliver forandret, fordi mennesket går bort fra det fysiske plan. Da det levede her, udtrykte det sine tanker over for andre mennesker gennem tale og skrift, som begge dele er fysisk, og hvortil der kræves et fysisk legeme. Men ligesom et fysisk inkarneret menneske kan drømme, at det taler eller skriver (hvilket vil sige, at det på en særlig måde kan tænke det), kan det diskarnerede væsen på grund af sine indgroede tankevaner også stadig tænke, at det taler og skriver, men det kommer ikke derved i forbindelse med mennesker på det fysiske plan. Dets “skrift” og “tale” er tankebilleder, thi i den psykiske eller åndelige verden lystrer materien og former sig efter viljen og tanken. Noget af det første en kunstmaler f.eks. skal lære på det åndelige plan er, at han ikke behøver at tænke sig pensler, lærred og farvetuber, men blot behøver at tænke de billeder, han vil male, så står de lyslevende for ham i åndelig eller stråleformig materie. Det samme gælder tale og skrift, der i menneskehedens historie er endnu ældre udtryksmidler end malerkunsten og derfor endnu mere vanebetonede for alle mennesker. Jeg har omtalt, at det, vi kalder “døden”, må betragtes som en fødsel til det åndelige plan. Og man kan sige, at ligesom fosterstadiet i moders liv inden fødslen til det fysiske plan er en afsondret og indelukket forberedelsestilstand til livet i den fysiske verden, således er mellemtilstanden eller den første tilstand, det jordiske menneske gennemgår efter at have forladt sit fysiske legeme, også en “indelukket” forberedelses- eller fostertilstand, inden væsenet bliver moden til at “fødes” til livet i de åndelige verdener, hvor det har mange vidunderlige oplevelser, inden det igen fødes på det fysiske plan for at komme videre i sin udvikling. Men hvad er det, væsenet er “lukket inde” i under den psykiske mellem- eller fostertilstand? Det er lukket inde i sin fysiske vanebevidsthed, som naturligvis ikke er fysisk i den forstand, at den består af fysisk materie, men fordi den består af tankebilleder, der direkte er afledt af oplevelser i den fysiske verden. Disse tankebilleder er virkninger af oplevelser både på “godt” og ondt”, både behagelige og ubehagelige, og de er naturligvis præget af det udviklingstrin, det pågældende væsens fysiske sanseapparatur besad, og den hjernekapacitet, det havde. Det er altså en stærkt fysisk præget tankeverden, det “afdøde” væsen lever i, baseret på tanke- og følelsesvaner, der har præget væsenets fysiske tilværelse.

Den halv- og helpsykiske korrespondance

Da dette psykiske fostervæsens tankebilleder er så stærkt præget af dets nylig afsluttede fysiske inkarnation, er det naturligt, at det med sine tanker stadig er på bølgelængde med de væsener, det har kendt i sin fysiske tilværelse. Men det kan altså hverken tale med dem eller skrive til dem. Hvordan er en kontakt da mulig? Der er som før nævnt to muligheder, den ene er kontakten gennem et fysisk medium, og den anden er en direkte åndelig forbindelse mellem det diskarnerede og det inkarnerede væsen. Den førstnævnte mulighed kan vi kalde “den halvpsykiske korrespondance” og den sidstnævnte “den helpsykiske korrespondance”. Når jeg kalder den mediumistiske korrespondance “halvpsykisk”, er det fordi den også er halvfysisk. Her kræves et korresponderende mellemled, nemlig det fysiske medium. Mediet er en slags psykisk tolk, idet det diskarnerede eller psykiske væsens tanker ved hjælp af mediets organisme forvandles til lyd eller tale. I langt de fleste tilfælde vil ikke blot et fysisk, men også et psykisk medium eller mellemled være nødvendigt, dvs. et åndeligt væsen, der er vant til at korrespondere med et fysisk medium, hvad den nylig “afdøde” jo ikke er. Det siger sig selv, at en korrespondance, der skal gå over to – i visse tilfælde endda flere – mellemled og være afhængig af nævnte tolkes evner og udvikling, ikke kan være fuldkommen. Men det er heller ikke den halvpsykiske korrespondance, der er målet for en nærmere kontakt mellem den fysiske og den psykiske verden. Den har haft sin betydning, navnlig i fortiden, men den er nu stærkt degenererende. Den helpsykiske kontakt derimod, den direkte telepati eller tankeoverføring, er et naturligt led i hele den jordiske menneskeheds videre udvikling. Den vil fremkomme, efterhånden som de enkelte individer kommer til at besidde den evne til tankekoncentration, som er nødvendig, og – ikke mindst – den moralske kapacitet, som vil bevirke, at man ikke vil misbruge sin evne til tankekoncentration og telepati. Det er ikke livets mening, at væsenerne på det fysiske plan skal vedblive at leve i overtro. Hverken i naiv religiøst betonet og sekterisk overtro eller i lige så naiv og sekterisk materialistisk overtro. Det er ikke meningen, at de fortsat skal leve i en slags afsondrethed i den tro, at den psykiske eller åndelige verden ikke eksisterer, eller i den naive tro, at den er et evigt helvede eller paradis, som modtager henholdsvis fortabte syndere til evig pine og frelste troende til evig salighed. Begge disse opfattelser er midlertidige “sure stadier” i menneskehedens udvikling frem mod åndelig modenhed. Men udviklingen sker gennem det enkelte menneskes fremskridt. Og hvad kan den enkelte gøre – til gavn for sig selv og andre – for at fremme korrespondancen mellem det fysiske og det psykiske plan?

Koncentrationsevne i faresituationer

Først og fremmest betyder det noget, at det enkelte menneske begynder at forstå og se det naturlige i, at det primært er et åndeligt væsen, og at det samme gælder alle andre levende væsener. Dernæst har det overordentlig betydning, at man bliver klar over, hvilken umådelig magt og kraft tanken i sig selv udgør. Man er så vant til, at tanken ikke betyder noget uden igennem tale og skrift. Man er ikke vant til, at tanken ved koncentration alene og ganske uden ord eller skrift kan overføres til et andet væsen. Det er der dog, som tidligere nævnt, adskillige eksempler på, og der vil fremkomme flere, når menneskene, specielt forskerne, bliver opmærksomme på det. Men hvad viser de eksempler, man allerede har? De viser, at det specielt er på grund af faresituationer, at mennesker kan koncentrere deres tanker så stærkt, at de umiddelbart modtages af et andet menneske, de er knyttet til med stærke åndelige bånd. Og det viser sig at være uafhængigt af afstanden. Når en moder pludselig fornemmer eller ser for sig, hvad enten det er i drømme eller i vågen tilstand, at hendes søn, der lever i Amerika, er i stor fare, er det fordi sønnen i faresituationen har tænkt så stærkt på sin moder, at denne tankekoncentration ligesom radiobølger rammer moderens “modtagerapparat”, der på grund af hendes kærlighed til sønnen i høj grad er modtageligt. Men er man i stand til at gøre noget i en faresituation, hvor koncentrationsevnen forstærkes, viser dette jo tydeligt, at evnen eksisterer, men kun undtagelsesvis bliver brugt på grund af manglende træning. Et menneske vil almindeligvis også i en faresituation – f.eks. hvis det bliver forfulgt eller blot føler sig forfulgt – være i stand til at løbe meget hurtigere, end det plejer, måske også kunne springe over en forhindring, som det til daglig ikke ville være i stand til at forcere. Men hvis det føler det nødvendigt og bruger tilstrækkelig koncentration på det, er det altså muligt. Evnen findes der. Derfor vil det også være muligt ved tilstrækkelig træning og koncentration at opøve sin evne til at tænke så stærkt, at den vil kunne overføres direkte til de menneskers bevidsthed, man tænker på, uafhængigt af afstand og også uafhængigt af, om vedkommende, man tænker på, befinder sig på det åndelige eller det fysiske plan.

Faren ved tankekoncentration så længe mennesker ikke er moralsk modne dertil

Men ville det nu være godt, om menneskene i almindelighed besad en sådan koncentrationsevne, at de kunne overføre deres tanker til andre levende væsener i den fysiske verden eller på det åndelige plan? Nej, ikke på de jordiske menneskers nuværende moralske udviklingstrin. For det første ville adskillige finde på at udnytte denne evne til at få magt over andre, altså: sort magi. Og da det før eller senere ville vende tilbage til dem selv, ville de skabe sig en forfærdelig skæbne derved. For det andet ville de mennesker, der havde forladt det fysiske plan, blive bundet i længere tid til den mellem- eller fostertilstand, de befinder sig i straks efter døden, på grund af alle de egoistiske tanker af sorg og savn, der ville strømme mod dem fra de efterlevende, så de af medlidenhed ville holde sig nær de fysiske væsener og ikke kunne nænne at forlade dem. De ville blive en slags “spøgelser”, der var bundet til det fysiske plan af deres slægtninges eller venners ønsker, indtil de med deres egne tanker frigjorde sig, så der ligefrem blev en slags krig mellem fysiske og psykiske væsener. For det tredje er det jo ikke alle de mennesker, der dør, der er kærlige og gode. Mange dør endda i en tilstand af had, jalousi, bitterhed og hævngerrighed. Tænk, om disse ånder ville være i stand til at påføre intetanende mennesker deres negative tankekoncentrationer og hævne sig på dem eller gøre dem til redskaber for deres hadefulde tanker. Noget sådant kan finde sted, men det er ikke noget, De behøver at være bange for, da sådanne primitive væseners magi er stærkt begrænset, ikke mindst, hvis De altid prøver at være “herre i Deres eget hus”, dvs. herre over Deres tanker og følelser, og, hvis De føler Dem træt, bruger en smule energi på at bede om hjælp og beskyttelse mod negative tanker. Da kan intet negativt indstillet væsen, hverken på det fysiske eller åndelige plan, få magt over Dem ved tankekoncentration.

Tankekoncentrationens udvikling til materialisation og dens naturlige forbindelse med bøn

Hvordan kan et menneske forsøge at forbinde sig med et andet væsen gennem tankekoncentration, uden at det er forbundet med nogen form for negativitet? Ved samme metode som den, der er naturlig at anvende i bøn til Guddommen. Og hvor det drejer sig om forbindelsen med væsener på det psykiske plan, er de fysisk inkarnerede mennesker langt bedre i stand til at korrespondere med dem om natten, når de sover. Da er de fri for alle de fysiske indtryk, der kan distrahere tankekoncentrationen på de “afdøde”, og da er de derfor også mere modtagelige for disse væseners tankekoncentrationer. Man kan da måske om morgenen huske, at man har “drømt” om en eller flere, der er gået bort, men man har i virkeligheden været sammen med dem i den fælles tankeverden. Og det kan man udmærket godt have været, også selv om man ikke kan huske noget om morgenen. Hver eneste kærlig tanke, der sendes fra et væsen til et andet, ligegyldigt hvor de to væsener befinder sig, vil gå ind i det andet væsens aura, og når væsenet kommer på bølgelængde med den overførte tankekoncentration, vil den glide ind i væsenets dagsbevidste oplevelse. Og det vil altid være en forstærkning af tanken på et andet væsen, hvis den forbindes med en tankekoncentration på Guddommen.

De jordiske mennesker er i den fysiske verden for at lære at tænke logisk. Deres skrift og tale og meget andet er hjælpemidler, som efterhånden forbedres og åndeliggøres mere og mere. Og det er alt sammen blot forberedende stadier til, at grænsen mellem den fysiske og den åndelige verden bliver mere og mere udvisket. Men når menneskene har lært at tænke rigtigt, og det vil sige at tænke kærligt i alle situationer til gavn og glæde for næsten og for helheden, da vil deres koncentrationsevne samtidig vokse – uden at det har noget med faresituationer at gøre – tværtimod – og da vil de blive i stand til at tænke så koncentreret og rigtigt, at de ikke mere behøver at fødes og dø, men kan tænke sig til en krop, og så står den der, i forfinet fysisk materie, altså materialisation. Og de kan opløse den igen ved tankens hjælp. Opøv Dem i at tænke kærligt og handle logisk derefter, så er De med til at forbinde den fysiske og den åndelige verden.

Tags:

You Might also Like