LOADING

Type to search

Udvikling i underholdningsindustrien

Anne Wedege 9. maj 2019
Del

Af Anne Wedege

Selvom der stadig er meget vold i film og spil, er der alligevel en udvikling væk fra volden at spore. Både med hensyn til heltefigurer og kvindesyn er der så småt ved at ske et paradigmeskifte i underholdningsindustrien.

I Det Evige Verdensbillede 3 (symbol 33, stk. 33.69) fortæller Martinus, hvordan kunsten – ligesom livet – undergår en evolution. Ifølge Martinus bevæger vi os gradvist bort fra en ”dyrisk” kunst, der forherliger ”døden”, til en ”menneskelig” kunst, der hylder ”livet”.

Selvom der stadig er meget vold i film og spil, kan der alligevel anes en udvikling væk fra volden, henimod en humanisering.

Cowboy-film

I 50’ernes Hollywoodfilm blev cowboy’en ensidigt hyldet som helt, når han begik overgreb mod indianerne og myrdede rivaler med sin ”peacemaker” og som belønning i solnedgangen fik et kys af en smuk kvinde. Publikum så ikke hans voldelighed som noget negativt. I dag har vi fjernet os fra den sorte skoles mentalitet, og det er lettere for os at se, at den gammeldags helte-karakter tilhører den kategori, Martinus kalder ”røvere og banditter”.

Allerede sidst i 60’erne begyndte producenterne at sætte spørgsmålstegn ved volden. Da helten i den italiensk-producerede spaghettiwestern Once Upon a Time in the West fra 1968 havde dræbt og udryddet skurkene i byen, red han – efter at have afvist den smukke kvinde – alene afsted mod solnedgangen til tonerne af vemodig musik. Det lå i filmens præmis, at blodbadet skulle efterlade tilskueren med en tvetydig, dårlig smag i munden.

50 år efter den ubetingede forherligelse af den voldelige heltefigur sad vi og klappede i hænderne i biografens mørke, da de to tilsyneladende hårdkogte cowboys Ennis og Jack fandt sammen en måneskinsnat på Brokeback Mountain. Filmen er fra 2012. Set i et historisk perspektiv (ca. 60 år) er udviklingen i visse filmgenrer gået stærkt.

Kvinderne bliver synlige

Hvis man tænker i human udvikling som beskrevet hos Martinus, er det uundgåeligt, at der gradvist må ske en synliggørelse og en accept af alle undertrykte og oversete, herunder også kvinderne. Her er der sket nogle fremskridt i filmbranchen. Alene i Hollywood-høsten af oscarstatuetter i 2016 var der hele 29% (!) kvindelige hovedpersoner mod næsten ingen tidligere. Men indtil videre er det dog mest action-heltinderne, der besætter de kvindelige hovedroller. Endnu engang skal vi gennemleve en voldsperiode i amerikansk film, denne gang med kvinderne som de formastelige. Og sådan må det jo være, hvis Martinus har ret i, at vi kvinder først skal gennemleve den primitive del af vor maskuline pol som et led i udviklingen mod det, han kalder seksuel dobbeltpolethed. Til gengæld er den hærdebrede maskulinitet i tilbagegang i de mandlige karakterer.

Der er lavet undersøgelser af kvinders roller i amerikanske film. I hele 1900-tallets amerikanske filmproduktion fremstod kvinderne oftest som dumme og uselvstændige. De havde yderst sjældent deres egen selvstændige historie og blev blot brugt til at gøre handlingen (= mændenes) mere spændende ved at forkludre tingene eller ved at fremstå som belønning for heltegerning (= mændenes).

Når der bliver kastet lys på en ulighed, er det første skridt på vej til at udrydde den. Det pibler op i dansk film med gode kvinderoller, fx ”En frygtelig kvinde” og ”Dronningen”.

Modne kvinder

Modne kvinder har også været usynlige på film og er det til dels stadig. En undersøgelse af 2.000 amerikanske film pegede på, at kvindelige karakterer får stadig mindre dialog, jo ældre de er. I alderen 22-31 stod kvinderne for 38% af dialogen. Det tal faldt til kun 20% i takt med alderen op til 65 år. For at imødegå den tendens er flere kvindelige Hollywood-stjerner begyndt at arbejde aktivt for at øge antallet af komplekse kvindelige karakterer.

Meryl Streep har fx finansieret forfatterlaboratoriet The Writers Lab, der skal fremstille autentiske roller til flere kvinder over 40.


#MeToo

#MeToo-kampagnen opstod netop blandt amerikanske kvindelige filmskuespillere, og vi må forvente en spændende udvikling i kølvandet på denne. Jeg håber at se film med karakterer, der finder fredelige måder at glide af på sexchikane og disrespekt, fordi de er stabile i deres egen individualitet og ikke behøver den stærkeres gunst. Måske var det noget for “The Writers Lab”?

Det kunne også være interessant at se en film med en mandlig machokarakter, der gennemgår en udviklingsrejse, hvor han slipper gamle maskuline, dominansstyrede idealer, og hvad der sker herefter.

Ifølge skuespilleren Glenn Close kunne filmen ”The Wife” (2018) ikke finde financiering før #MeToo kampagnen. I denne film spiller hun en midaldrende hustru, der står i skyggen af sin mand, som er Nobelprismodtager. Filmen nåede at være på plakaten i danske biografer i fire måneder!

Overgangen henimod en total ligestilling mellem kønnene er vanskelig. Vi er som ”sårede flygtninge mellem to riger”, skriver Martinus. Vi kan dog glæde os over, at en del af vejen allerede er tilbagelagt.

Bechdel-testen

Efter en biograftur kan man more sig med at udføre Bechdel-testen. Alison Bechdel udgav i 1985 en tegneserie Dykes to Watch Out For, hvori hun lancerer testen. Den blev hurtigt populær, fordi den så enkelt analyserer kvindesynet i amerikansk filmproduktion. For at bestå testen kræves det, at der er 1) to kvinder med i filmen, 2) de taler sammen, 3) de taler om andet end mænd. Det er interessant at holde øje med, om der er et voksende antal film, der består denne test. Tendensen er der, og det er sandsynligt, at om blot 10 år vil antallet af kvindelige selvstændige karakterer være nået op på antallet af mandlige.

Hollywood er gået i gang med det helt store kønsskifte. Hvis Hollywood skal sælge sine film, må de følge med i det, der sker i verden, så de har fundet på at producere ”gender swap”-film, ældre populære film, der bliver genindspillet, hvor de mandlige hovedroller erstattes af kvinder. Et eksempel af slagsen var ”Ocean’s 8”, hvor George Clooney blev erstattet af Sandra Bullock.

Hollywood producerer helst film, som flertallet vil se. Og vi skal ikke underkende deres evne til at finde frem til et udtryk for de idealer, flertallet dyrker som de højeste.

Små tegn fra himlen

Vi ser også en udvikling inden for spil-genren. Der er stadig lang vej fra det ultimative voldsactionspil, hvor det drejer sig om at udrydde sin modpart, til at ”helten og skurken mødes i tilgivelse og kærlighed”, som Martinus forudser vil komme til at ske. Men også her ved computerne og playstationerne er der små tegn fra himlen, der varsler om humanisering.

Der er en ny tendens til, at spillerne i de største spil gives mulighed for at reflektere over den verden, de lever i. Der leges med spillernes forståelse af godt og ondt. Ifølge lektor i visuelt design ved Kunstakademiet, Jesper Juul, er der i de nye spil en medskyldighed, dvs. spillene begynder at nedtone det heroiske ved vold (læs mere her). I spillet The Last of Us fra 2013 beder skurkene inderligt om at blive skånet, når man er ved at slå dem ihjel. Dette kan give anledning til selvrefleksion, der vækker samvittigheden og medfølelsen (eller, som Martinus kalder den, ”nænneevnen”). I spillet Detroit: Become Human har spilleren rollen som robot og bliver præsenteret for en række svære menneskelige dilemmaer, heriblandt spørgsmålet om, hvad der egentlig gør et menneske til et menneske. I spillet Far Cry 5 udfordres spillerens moral.

Selvom det umiddelbart ser sort ud med al den vold, der er i film og spil, er der dog tegn på, at volden også her er på tilbagetog.

Den menneskelige kunst

Martinus opfordrer os til at undersøge, om hans påstande står til troende. Han ønsker ikke, at vi blindt skal tro på det, han skriver. Hans udsagn er, at vi langsomt, men sikkert er på vej mod et nyt ”menneskerige”, hvor al vold er afskaffet, og at vor kunst til den tid vil afspejle, at vi er blevet dobbeltpolede væsener. Som han selv udtrykker det i Det Evige Verdensbillede, bind 3:

”Den dyriske kunst lovpriser … det dræbende princip i dets forskellige grene, ligesom den lovpriser parringssympatien eller forelskelsen … [Denne] kunst vil blive afløst af en kunst, der vil hylde og lovprise den absolutte kærlighed eller livets allerhøjeste bærende guddommelige fundament. … Motiverne for denne menneskelige kunst vil i særlig grad være strålerne fra Guds evige lys i alle dets livgivende forgreninger igennem verdensaltet.” (symbol 33, stk. 33.69)

Der er vi ikke i dag. Men hvis man kigger på udviklingen inden for underholdningsindustrien de sidste 60 år, vil jeg mene, at den har gjort små, men uomtvistelige fremskridt henimod en humanisering. Måske er vi også inden for underholdningsindustrien på vej mod et nyt menneskerige.

Tags: